PARTERAPI

Parterapi kan hjælpe jer til at genfinde kontakten til hinanden samt reparere og forebygge relationsskader og sårende dynamikker. Måske I savner nærhed og intimitet, eller I oplever problemer med kommunikationen som giver anledning til konflikter og misforståelse? Parterapi kan hjælpe relationer tilbage til nærhed og forståelse.

Vi har alle et med født behov for emotionel kontakt, og vi reagerer, på forskellig vis, stærkt på trusler om tab af kontakt i relationer, der har stor betydning for os. Derfor er det enormt smertefuldt at befinde sig i et kriseramt parforhold, og parterapi er en effektiv metode til at bryde negative mønstre samt reparere og genskabe den nære kontakt i forholdet.

Mange par kan opleve skamfulde følelser omkring deres reaktioner i parforholdet, som kan gøre det svært at finde modet til at opsøge hjælp. Men I skal vide, at det jeg ser, er to gode mennesker, der gør deres bedste for at føle sig tryg og sikker på sig selv og hinanden. Jeg møder mennesker med gode intentioner, der utilsigtet kommer til at trigger hinandens usikkerheder og derved kommer til at befinde sig i et negativt feedback-loop af uklare signaler og frygt for tab eller afvisning. Når ubehagelige følelser triggers, reagerer vi med reaktionsmønstre, der oftest har givet mening tidligere i vores liv i andre relationer, og der kan være brug for hjælp til at finde nye handlemuligheder, for at opnå den nære kontakt i parforholdet, som man længes efter.

Mange par oplever sig fanget i et negativt feedback loop:

“Det eneste, der kræves, for at I kan blive fanget i en negativ cyklus, er at I betyder noget for hinanden”

(A. Lee)

Mentaliseringsbaseret parterapi

Mentaliseringsbaseret parterapi tager udgangspunkt i erkendelsen af, at det er almenmenneskeligt at søge kontakt, også kaldet tilknytningsteori, og at trusler mod kontakten derfor vækker stærke følelser.

I parterapien arbejder vi med, at finde mening i de følelsesmæssige reaktioner I oplever, og samarbejder om at øge mentaliseringen i parforholdet, for at opnå nye handlemuligheder.

Mentalisering henviser til evnen til at “se os selv udefra og den anden indefra”, hvilket i dette tilfælde betyder, at reflektere over og mærke hvordan ens bidrag i relationen påvirker den anden, og forstå hvilke følelser og tanker, der ligger bagved adfærden. Adfærden kan fx være afvisning, kritik eller tilbagetrækning, men følelserne bag kan være af en helt anden karakter, fx frygt for tab, ydmygelse eller sorg. I mentaliseringsbaseret parterapi samarbejder vi om at forstå funktionerne og baggrunden for reaktionerne, skabe kontakt til de bagvedliggende følelser og skabe nye handlemønstre.

Kernebegreber og foci i mentaliseringsbaseret parterapi er således affektregulering, mentalisering og tilknytning, men jeg sigter efter et letforståeligt sprog i terapiforløbet, så I vil ikke opleve fagbegreber i terapien, medmindre I selv efterspørger det.

Hvad skal vi sammen?

Min opgave, er bl.a. at støtte begge parter i at styrke emotionel opmærksomhed og mentalisering i relationen. Dette med særligt fokus på at skabe tryghed med henblik på at muliggøre kontakt til mere sårbare følelser og skabe et øverum for at sende nye signaler til hinanden, som fremkalder andre og mere positive reaktioner, der styrker relationen. Derudover er min opgave at bringe jer gennem processen ift. at afdække mønstre i relationen, og skabe mulighed for nye handlemuligheder samt konsolidere forandringen for at forebygge tilbagefald.

Jeres opgave, er at medbringe konkrete aktuelle situationer fra jeres hverdag, hvor I oplevede at blive ramt, reagere på en anden måde end I ønskede jer eller som illustrerer hvad der er smertefuldt mellem jer. Derudover skal vi samarbejde om at skabe en atmosfære hvor I kan være nysgerrige, ikke-dømmende og sårbare over for hinanden, og det kalder på ærlighed og mod i processen.