PSYKOTERAPI TIL DIG DER BEGRÆNSES AF ANGST, TRAUMER ELLER PROBLEMER MED SELVVÆRD ELLER RELATIONER

Psykoterapi er den mest virksomme behandling for en lang række psykiske problemer. Effekten er oftest langvarig og behandlingen har minimal risiko for bivirkninger. Derfor anbefales psykoterapi som førstevalg af behandling til bl.a. angst- og tvangslidelser, personlighedsforstyrrelser og eftertraumereaktioner.

Udbyttet af psykoterapien afhænger både af et samspil mellem den gode kontakt med terapeuten og den psykoterapeutiske metode der anvendes.

Psykoterapi er således både et håndværk og en kunstform.

Jeg har særligt erfaring med behandling af mennesker der lider af:

  • Angst og OCD

  • Personlighedsproblemer og -forstyrrelser.

  • Relationelle vanskeligheder

  • Traumereaktioner og PTSD

  • Selvværd og selvtillidsproblematikker

  • Selvskade og misbrug

  • Livs- og identitetskriser

Dataunderstøttet psykoterapi

Psykoterapi er en virksom behandlingsmetode for mental lidelse, og i min klinik tilbyder jeg, at vi sammen følger din udviklingsproces tæt, for at sikre at du oplever den forandring, du ønsker dig. Det er valgtfrit, men hvis du er interesseret, samarbejder vi om at udarbejde specifikke mål eller udviklingspunkter for dig, og du vil få tilsendt tilrettede spørgsmål til din telefon. Nogle ønsker dig at føle sig mere knyttet til en partner, nogle ønsker sig mindre angst eller tvangshandlinger, andre ønsker mere glæde eller at blive bedre til at indrette livet efter egne behov og værdier.

Dine svar på spørgsmålene giver os proces data for din udviklingsproces, som kan understøtte psykoterapien. Vi ved fra forskning, at denne form for feedback på processen øger effekten af behandlingen af forskellige grunde:

  1. Når vi skal forholde os til at reflektere over vores arbejdspunkter og trivsel mellem sessionerne øger det fokus og motivation.

  2. Det giver systematisk feedback til mig som behandler, om din proces så jeg kan tilrette samtalerne mod den forandring du ønsker dig.

  3. Dokumentation der kan bidrage i evalueringsprocessen, hvilket kan støtte til at forebygge tilbagefald og øge forståelsen af, hvad der har haft betydning for forandringen.

Mentalisering og andre teoretiske retninger

Mentalisering er den almenmenneskelige mentale aktivitet vi er i gang med, når vi er optaget af, at se det mentale der ligger bag adfærden hos både os selv og andre.

Hermed menes, at vi mentaliserer, når vi fx. forstiller os vores egne eller andres intentioner, med en handling. Når vi forsøger at skabe mening og forståelse i verden. Når denne proces er vanskelig, fx. når vi bliver overvældet følelsesmæssigt, så kan det give problemer med at leve det liv, vi ønsker. Det kan give problemer i relationer og komme til udtryk gennem symptomer som fx. angst, depression, selvskade, spiseforstyrrelser eller andet.

Vi ved fra forskningen at symptomer på en lang række psykiske lidelser er sammenhængende med mentaliseringsvanskeligheder. Derfor er jeg optaget af, hvordan vi sammen kan se bag om problemerne og samarbejde om at forstå, hvordan du tænker, handler og håndterer følelser for at finde nye muligheder for udvikling og livskvalitet.

Mentaliseringsbaseret behandling (MBT) tager udgangspunkt i den viden vi har om, hvad der virker på tværs af teknikker og metoder ift. at tilrettelægge den bedst mulige behandling. MBT er en evidensbaseret metode, der anbefales som behandling for en lang række psykiske vanskeligheder bl.a. ved personlighedsforstyrreler. I mit daglige arbejde inddrager jeg også min viden fra kurser, literatur og klinisk erfaring med andre tilgange både de mere psykodynamiske/analytiske og de kognitive som fx. den metakognitive tilgang, alt efter hvad der giver mening for den enkelte.

Grunden til at jeg har været særligt optaget af mentalisering, er at jeg har oplevet, at holdningen og teknikken har givet mig muligheden for at have fokus både på den gode kontakt og på at være konkret hjælpsom med heling og forandring. Udover at brænde for at arbejde med mentalisering i psykoterapi, arbejder jeg også med mentaliseringsbaseret supervision, forskning i mentalisering og uddanner psykologer, læger og tværfagligt personale i at anvende metoden og holdningen i deres arbejde.